Nye Elite- & diplom hopper

6. marts 2017

To nye udnævnelser - en Elitehoppe og en Diplomhoppe

I forbindelse med den netop afholdte Hingstefremstilling blev der foretaget to nye udnævnelser.

- Anacott Steel (født år 2000) blev i starten af 2016 udnævnt til Diplomhoppe. I løbet af 2016 har hendes afkoms præstationer bevirket, at Meadow Road – hoppen er blevet rykket op i den bedste kategori, idet hun for sin produktion, der består af to millionærer, som desuden er klassiske vindere, samt en hest med NOK 445.000 og placeret i klassisk sammenhæng, er udnævnt til ELITEHOPPE.

Hoppens to millionærer er Therumoursaidfire og derbykandidaten Bad Moon Rising. Hos de yngste er den 3 årige Cantab Hall-søn Chief One godkendt på 21,9 for kort tid siden og står foran sin debut. Endvidere er hoppen moder til den 2 årige Dressedforsucces, der er efter Credit Winner.

- Hejsa Reerstrup (født år 2000) er ny i rækken af Diplomhopper.  Speedy Herve – datteren har fire danskregistrerede afkom med den dansk rekordsætter Obi – Wan som den absolut bedste med over 3 millioner i indtjening. Bedste notering er 09,7a men Ganymede – sønnen har også sejret på 09,9a, 10,1a, 11,4a. og 11,9a. I klassisk sammenhæng blev det til andenpladser i JVBs 3 års og Grand Circle 3 års samt en femteplads i derbyet. Som ældre er det blevet til flere V75 sejre.

Næste afkom er Ray-Ban, der har rundet trekvart million og har vindertid 11,3a. Tredje afkom er Serena med 261.445 og vindertid på 13,7a og bedste tid 12,5a.

 

Ejerne af de to hopper ønskes et stort tillykke med udnævnelserne.