DTC fraråder udenlandsstarter
17. marts 2020På baggrund af den alvorlige situation i forhold til spredningen af Covid-19 er det Dansk Travsports Centralforbunds anbefaling, at man indtil videre afstår fra at starte heste i udlandet.
Med Sundhedsstyrelsens aktuelle vurdering af en høj risiko for udbredt samfundssmitte med Covid-19 indenfor de kommende uger, står det danske sundhedsvæsen overfor en alvorlig trussel, der kræver særlig agtpågivenhed og ekstraordinære forholdsregler.
Fra Dansk Travsports Centralforbunds side har vi fuld tillid til myndighedernes vurdering af, at det er af afgørende betydning for afbødningen af smitteudbredelsens konsekvenser, at man begrænser sociale aktiviteter til et minimum og undgår både forsamlinger og unødige rejser. DTC hæfter sig ydermere ved, at myndighederne udelukkende tilråder transport af medicin, fødevarer og industriprodukter over landegrænser.
Da risiciene forbundet hermed er alvorlige, er det DTC’s anbefaling, at alle danske aktive indtil videre afstår fra at starte heste i udlandet.