Gordon Dahl
5. november 2020idømmes køreforbud i seks måneder
Dansk Travsports Centralforbund (DTC) meddeler, at forbundet har idømt travtræner Gordon Dahl fra Aalborg køreforbud i seks måneder samt en bøde på 26.000 kr. for brud på medicinerings- og dopingreglementet.
Sagen omhandler travhesten Elliot, der i forbindelse med en start på Skive Trav 1. juni rutinemæssigt blev underlagt en kontrol af hestens behandlingsjournal.
Ved gennemgang af journalen kunne det konstateres, at Elliot, der er født i 2016, den 3. december 2019 var blevet behandlet med Tildren. På behandlingstidspunktet var hesten 3 år.
Behandling med Tildren af en travhest, der er yngre end 4 år, er ifølge ”Forbuds- og Karenstidsliste gældende fra 1. januar 2019” i Travkalender nr. 1 2019 forbudt, hvorfor behandlingen af Elliot ikke var tilladt.
Som ansvarlig træner/anmelder har Gordon Dahl ansvaret for ovenstående behandling, og derfor falder han inde under bestemmelsen om ’uagtsomt regelbrud’ (§38.9b i Travkalender nr. 1) og idømmes derfor en bøde på 26.000 kr.
Da Gordon Dahl tidligere, 5. februar 2018, er dømt for overtrædelse af medicinerings- og dopingreglementet og i den anledning fik en advarsel om, at han ved et eventuelt fremtidigt brud på reglementet kunne risikere at få inddraget sin A-licens, har DTC set på, om en licensinddragelse kunne komme på tale.
Efter udtalelse fra Skandinavisk Doping Komité (SDK) har DTC dog besluttet, at der i denne sag ikke findes et tilstrækkeligt grundlag for at inddrage Gordon Dahls licens. I stedet idømmes han køreforbud i anerkendte væddeløb i seks måneder. Udelukkelsen træder i kraft den 19. november 2020 og udløber den 18. maj 2021.
Gordon Dahl er i forbindelse med denne dom også blevet tildelt en skærpet advarsel, som betyder, at han ved et yderligere brud på medicinerings- og dopingreglementet sandsynligvis vil få inddraget sin licens.
Endvidere har DTC gjort Gordon Dahl opmærksom på, at han i kraft af størrelsen på ovennævnte sanktion har mulighed for at indbringe sagen for Løbsdomstolen. Dette skal ske inden 30 dage.