Præmiechancen H-årgang

13. januar 2021

Interessen for at tilmelde sin hest til Præmiechancen for H-årgangen var rekordstor. Hele 208 H’ere blev tilmeldt, hvilket svarer til 45 procent af årgangen.

De danske hesteejere har for alvor fået øjnene op for, hvilke indtjeningsmuligheder der er forbundet med at have sin hest tilmeldt Præmiechancen.

Dansk Travsports Centralforbund (DTC) lukkede ved årsskiftet muligheden for at tilmelde heste fra H-årgangen til ordningen, og ved deadline havde forbundet modtaget hele 208 tilmeldinger.

Da H-årgangen tæller 461 heste, svarer det til, at hele 45 procent af årgangen er tilmeldt. Til sammenligning var 40 procent tilmeldt i F-årgangen (147 heste af en årgang på 363 heste, red.) og 35 procent i G-årgangen (150 heste af en årgang på 426 heste, red.).

Om den store tilslutning til Præmiechancen for H-årgangen siger generalsekretær i DTC, Klaus Storm, følgende:

»I 2020 var der premiere på Præmiechancen for F-årgangen med Dansk Trav Kriterium og Dansk Hoppe Kriterium og for G-årgangen med Dansk Opdrætningsløb. I de opgør var en stor del af præmietagerne tilmeldt Præmiechancen, så hesteejerne har efterfølgende for alvor fået øjnene op for, hvilke ekstra summer hestene kan hente ved at være tilmeldt.«

Præmiechancen for H-årgangen giver 50 procent i ekstra præmie til alle præmietagere tilmeldt ordningen i Dansk Opdrætningsløb 2021, Dansk Trav Kriterium 2022, Dansk Hoppe Kriterium 2022, Grand Circle 3-års Championat for hingste/vallakker 2022, Grand Circle 3-års Championat for hopper 2022, Dansk Trav Derby 2023 og Dansk Hoppe Derby 2023.

»Ud af de 208 tilmeldte heste er der en næsten ligelig fordeling mellem kønnene. Der er tilmeldt 108 hingste/vallakker og 100 hopper. Og de er faldet efter 63 forskellige avlshingste,« fortæller Klaus Storm.

 

Avlshingste med mindst ti afkom tilmeldt præmiechancen for H-årgangen er:

Great Challenger – 24 afkom

S J’s Caviar – 17 afkom

Michael’s Turn – 13 afkom

Wishing Stone – 13 afkom

Maharajah – 12 afkom

S J’s Photo – 10 afkom

Ens Snapshot – 10 afkom