Afgørelse

22. juni 2021

i Dortmund-sagen

I forbindelse med starten søndag den 4. oktober 2020 aflagde Dortmund trænet af Marc Bæk Nielsen en positiv dopingprøve. Efterfølgende blev prøveresultatet bekræftet af B-prøven. Dortmund blev på den baggrund diskvalificeret fra sejren i Dansk Mesterskab for 5-åringer, samt fradømt førstepræmien på 37.500 kr.

Træner Marc Bæk Nielsen ønskede en DNA analyse af dopingprøven og af Dortmund, så der var sikkerhed for, at der ikke var sket en forbytning af prøverne. Udfaldet af denne analyse viste, at der ikke kunne være tvivl om, at dopingprøven stammede fra Dortmund.

Materialet i sagen har været til udtalelse i SDK, og SDK er kommet med sin vurdering af sagen.

På baggrund af denne vurdering, der er i overensstemmelse med de gældende regler i Kalender Nr. 1 2020, har DTC i henhold til §38.9 dømt træner Marc Bæk Nielsen for ”objektivt anmelderansvar” (træneransvar), hvilket medfører en sanktion bestående af 10% af løbets førstepræmie og 1% af, hvad trænerens stald har indkørt i gennemsnit pr.år (beregnet over de foregående tre kalenderår). Marc Bæk Nielsen idømmes således et samlet gebyr på 13.826 kr.