DTC’s veterinære konsulent:

31. marts 2021

- Hold øje med tegn på smitsomme sygdomme

Foråret og storløbssæsonen nærmer sig. Derfor er det ifølge DTC’s veterinære konsulent Peter Fog vigtigt, at danske trav- og galophesteejere holder et vågent øje med eventuelle sygdomstegn i stalden. Målet er, at smitsomme sygdomme holdes helt væk fra landets væddeløbsheste.

 

Gennem en periode har der været registreret flere tilfælde af herpesvirus hos heste i vores nabolande og enkelte isolerede tilfælde herhjemme.

Derfor er det ifølge Peter Fog, veterinær konsulent hos DTC, vigtigt, at landets trav- og galophesteejere hele tiden holder øje med eventuelle sygdomstegn.

»Som hesteejere eller professionel træner inden for trav- eller galopsporten kan du tage temperatur på hesten(e) i dagene op til en start. Derudover skal du naturligvis omgås dine heste med sund fornuft og undgå at komme i kontakt med heste, som har været i kontakt med syge heste,« forklarer han.

Hold øje med disse symptomer

Peter Fog forklarer, at nogle af de hyppigste symptomer på herpesvirus er feber, hoste, næseflåd og manglende ædelyst samt kastninger hos drægtige hopper. I meget sjældne tilfælde forekommer neurologiske symptomer og eventuelt lammelser.

»Hvis en hest har været bragt til start i udlandet, anbefales det at isolere den fra staldens øvrige i heste i 10 dage efter hjemkomst. I Sverige og vore sydlige nabolande har der været eksempler på heste smittede med herpesvirus,« siger Peter Fog.

Ingen adgang til væddeløbsbaner

I Løbsbestemmelserne § 26 skriver DTC i sidste afsnit, at ”ansvarlig anmelder er ved mistanke om smitsom sygdom pligtig at tilkalde dyrlæge og til at foretage isolation af den/de pågældende heste”.

»Det vil sige, at hvis du opdager sygdomstegn ved din hest, skal du i første omgang holde dig langt væk fra landets væddeløbsbaner. Derefter skal du følge anbefalingerne om at få stalden isoleret for at mindske smitterisikoen og sørge for at få dyrlægen tilkaldt,« siger Peter Fog.

Hvis en trav- eller galophesteejer får mistanke om, at en eller flere heste i stalden er smittet, skal man give sit forbund, enten DTC eller Dansk Galop, besked herom. Og så skal man holde sig væk fra andre stalde.

»Det betyder helt enkelt, at personer, der har haft sin gang i en stald, hvor der er konstateret smitte, skal undgå at komme i andre stalde.«

Alle har et ansvar – også dem med raske heste

DTC har tidligere i samarbejde med SEGES Heste og Den Danske Dyrlægeforening – Faggruppe Heste udarbejdet anbefalinger til håndtering af smitsomme sygdomme og herpesvirus type 1.

Det væsentligste i håndteringen af smitsom sygdom er, at raske heste møder raske heste ved væddeløb jf. gruppe 1.

Gruppe 1: Raske stalde

  • Daglig observation af alle heste
  • Daglig temperaturtagning anbefales
  • Ved deltagelse i samlinger (stævner, væddeløb, kåringer, dyrskuer, avl o.l.) bør man tage temperatur dagligt af alle heste i stalden fra 10 dage før, man tager afsted.

Heste fra stalde med syge heste med symptomer på smitsomme sygdomme kan ikke deltage i væddeløb jf. gruppe 2.

Gruppe 2: Stalde med symptomer på luftvejsinfektion

  • Symptomer kan f.eks. være hoste, snot eller feber
  • Karantæne 14 dage efter sidst raskmeldte hest
  • Isoler syge heste, så vidt muligt
  • Daglig temperaturtagning.

Heste syge jf. gruppe 3 er isoleret og må ikke komme på vore væddeløbsbaner.

Gruppe 3: Stalde med Herpesvirus 1-infektion

  • Karantæne minimum 28 dage efter sidst raskmeldte hest
  • Isoler syge heste, så vidt muligt
  • Temperaturtagning morgen og aften
  • Desinfektion og tøjskift for alle med kontakt til stalden
  • Desinfektion af udstyr og staldoverflader inden genåbning af stalden.