Overgangsordning

3. maj 2022

vedrørende reglement for korrektion & animering udløber

I forbindelse med årsskiftet blev der som altid opdateret retningslinjer og reglementer for afvikling af travløb i Danmark – til dagligt omtalt som Kalender Nr. 1.

I den forbindelse har der været specielt fokus på de markante ændringer, der er besluttet i forbindelse med nye regler for korrektion og animering – dét, der tidligere blev omtalt som drivning.

Der er tidligere informeret om ændringerne, og i tæt samarbejde med de aktives foreninger blev det aftalt at gennemføre disse via en overgangsperiode på tre-fire måneder. Denne overgangsperiode afsluttes ved udgangen af april måned.

Vi har derfor inviteret landsdommer Kim Kabling til en opfølgende snak om reglementet og evaluering af overgangsperioden.

Hvordan synes du overgangsperioden har fungeret?

  • Generelt synes jeg det har fungeret rigtig godt, og der skal lyde en stor ros til alle involverede – såvel aktive som officials for deres håndtering af ændringerne. Det er fair at sige, at der er delte meninger om den linje reglementet lægger op til, men dialogen vedrørende dette har været god og konstruktiv, forklarer Kim Kabling.

  • Som man kan forvente med så markante ændringer kræver det en vis tilpasning, og nogle aktive har haft lidt sværere ved dette end andre. Dog kan jeg se, at alle gør en stor indsats for at følge reglerne. I overgangsperioden har vi løbende – både under og efter løbsdage – haft dialog med de aktive, og deres respektive foreninger er ligeledes holdt orienteret i perioden.

Er der nogle specifikke ændringer de aktive har svært ved at håndtere?

  • Generelt kan man sige at de aktive har indarbejdet alle de ønskede tilpasninger i deres adfærd og ingen regel fremstår som markant sværere at overholde end andre, fortsætter Kabling.

  • Som område er det mest adfærden uskøn korrektion og animering som er mest repræsentativ og her er det specielt, den distance hesten animeres over, antallet af animeringer, at holde pause så hesten kan reagere på animeringen og kun at fortsætte animering hvis hesten reagerer positiv i forhold til konkurrenter

Kim Kabling fortsætter:

  • Vi har også oplevet at ureglementeret korrektion og animering kan være lidt vanskelig at håndtere især håndens højde i forhold til skulderen antallet af korrektioner og korrektion og animering fra siden

  • Et godt input til de aktive er udelukkende at anvende håndled eller en løftet underarm under korrektion og animering. Så kommer man sjældent i konflikt med reglerne. Jeg ved det er lettere sagt end gjort især i tætte opløbskampe.  

  • Herudover vil jeg tilføje at vi heldigvis har været forskånet for udførelse af ulovlige slag med pisken, og det nu er hestens egen vilje sammenholdt med den aktives støtte der resulterer i placeringen.

Hvad vil der så ske efter udgangen af april?

  • I forbindelse med overgangsperioden har der løbende været afholdt dommermøder, hvor de nye regler har været drøftet og specielt i forhold til at sikre en ensartet fortolkning af reglementet. Her har vi brugt løbsoptagelser både fra Danmark og Sverige, og som en afslutning på overgangsperioden vil der også blive afholdt et afsluttende dommermøde. På dette møde vil vi gennemgå de tilrettede guidelines, som dommerne anvender til vurdering eventuelle overtrædelser.

  • Det betyder så også, at der fra 1. maj som udgangspunkt ikke vil være kontakt til de aktive om advarsel. Nu vil de regler indført i Kalender nr. 1 være gældende for dommernes virke, forklarer landsdommeren.

Tænkes der i at indføre yderligere konsekvenser ved overtrædelse af reglementet?

  • I det nuværende reglement har dommerkomiteen en bred mulighed for at graduere en eventuel overtrædelse af korrektion og animering via gebyrer samt eventuel udelukkelse.

  • Hvis der tænkes i handlinger som diskvalifikation, deklassering eller anden form for konsekvens, ser jeg ikke dette som aktuelt p.t.

  • Jeg oplever som sagt, at vi har haft en rigtig god dialog med de aktive, som har resulteret i en god balanceret overgang, og vi vil fortsat følge niveauet for at kunne evaluere senere på sæsonen, når vi skal drøfte, om der i næste års Kalender Nr. 1 er behov for ændringer, slutter Kim Kabling.

     

    Appedix (Kaleder Nr.1): Korrektion og animering § 55

Det er kun tilladt at korrigere/animere hesten.

Korrektion og animering skal altid være etisk passende og må ikke udsætte hesten for unormalt pres.

Pisken må anvendes til korrektion og animering. Pisk skal under løbet holdes parallelt med kørsels-/rideretning og aldrig ud til siden eller på en sådan måde, at den kan genere konkurrenterne. Kusken er ansvarlig for at pisken overholder de gældende regler - uanset hvordan pisken er erhvervet.

Ved al korrektion eller animering skal piskens håndtag holdes i hånden og pisken være fremadrettet. Animering må kun ske med en line i hver hånd og må kun ske oppe fra og ned.

Kuske/ryttere må ikke sparke mod hesten, udføre animering med omvendt pisk, bokse eller rykke (kajetrække) med linerne.

Kuske skal have fødderne i/på sulkyens fodstøtte undtagen ved manøvrering af sidestænger/snoretræk af vat/hovedlag og det er ikke tilladt at vride foden mod hestens bagben.

For kuske/ryttere der dømmes for overtrædelse af reglerne for korrektion og animering i prøveløb - medfører det endvidere at hesten ikke kan godkendes.

Dommerkomiteens vurdering af overtrædelser af reglementet skal altid ske med udgangspunkt i en helhedsvurdering af situationen.

Anvendelsesvejledning:

- animering tolkes som mindre bevægelser af hånd og/eller underarm og der må ikke lægges kraft bag animeringen.

- korrektion og/eller animering må kun udføre et få antal gange og altid som mindre bevægelser uden kraft.

- korrektion og/eller animering må ikke udføres sidelæns og ikke mod sulky eller udstyr i øvrigt.

- korrektion og/eller animering må ikke ske mod hestens hoved, bug eller lyske.

- det er ikke tilladt at udføre korrektion og/eller animering i serier (flere gange uden synlige ophold) og eller samtidig med begge hænder.

- det er forbudt at udføre korrektion og/eller animering med hånden i skulderhøjde.

- det er ikke tilladt at udføre korrektion og/eller animering af sin hest uden at give den tid til at reagere på animeringen.

- det er ikke tilladt at udføre korrektion og/eller animering af sin hest hvis den åbenlyst ikke kan forbedre sin placering.